Efter en fortumlet og travl planlægningsproces (det kan ikke anbefales at planlægge 4 måneders tur på 4 uger) kom vi endelig afsted. Vi havde glædet os til at ligge pakning, indkøb, madlavning, og ruteplanlægning fra os, og i stedet for kunne nyde turen og de flotte norske fjelde. Men selvom vi var fulde af forventningsglæde, lagde vi ikke fra start helt uden bekymringer. Natten før afgang var søvnløs og fuld af tanker: “har vi husket alt?” “er vi godt nok forberedt?” “er vi i god nok form?”, “holder udstyret?” osv. osv.

Heldigvis fik vi en god start; strålende solskin og smuk udsigt over skagerrak og Lindesnes fyr, og vi begyndte at sænke skuldrene lidt. De første dage bød på rolige korte cykelture i smukt vejr. Vi skulle lige lande på turen, og fikse alle de sidste ting, vi ikke havde nået hjemmefra. Men de flotte solskinsdage blev skarpt efterfulgt af fuld snestorm. Mens vi kæmpede os frem på cyklerne gennem sne og blæst, savnede vi virkelig vores ski og pulke, men vi måtte klare os uden, for de stod lige så fint og ventede på os ved Ljosland fjellstue. Netop som vi tænkte vi var gennem skærene punkterede den ene cykel også - så vi ligesom i gang. Heldigvis kom en venlig nordmand os til undsætning med lappegrej og en varm kop kaffe. TAK!

Efter at have kæmpet os frem gennem det tykke snedække, måtte vi konstatere at det havde været lidt nytteløst, for den pakke vi ventede var ikke kommet frem. Allerede på første etape måtte vi altså indse at tidsplanen skred, imens vi ventede på postnord. Det gav anledning til en masse frustration, utålmodighed og hyttekulder - men var samtidig en god øvelse i at huske ting tager tid og at der jo faktisk ikke er noget vi skal nå.
