Vi er nu landet godt i Haukeliseter, og har det skønt trods blåplettede og trætte kroppe.
Turen mod Haukeli skulle vise sig at byde på alt fra -25 til +5 grader; regn, vådt og iset føre samt deraf styrt og ømme haleben; u-frosne vand og derfor lange omveje over højfjelde i whiteout. Men heldigvis også fantastisk smukke sol- op og nedgange og møder med flere rensdyrflokke og en enkelt jærv. Og så har det været en ret vild oplevelse at være uden signal og ikke se andre mennesker i 14 dage.
Boblende af tur-iver drog vi afsted fra Ljosland med ski og pulke, men de første dage med uvante kroppe og tungt læs, skulle vise sig at være en hård fornøjelse. Tilføj så brænder-problemer og minus 25 grader allerede på dag 2, og så har man to pressede fjeldfolk, der sover med rumlende maver. Heldigvis fandt vi dagen efter en hyggelig lille hytte, hvor vi både kunne varme os og fikse brænderen. Men der blev vi så også de næste 3 dage… Inden for et døgn gik det fra -25 til +5 grader, og regnen silede ned. Modløse så vi til, mens sneen blev mindre, bar-mark pletterne større, og overvandet på søerne steg. Der var ikke andet for end at vente og håbe regnen snart ville give sig. Imens fik vi god tid til at læse i stearinlysets skær, og reflektere over, hvordan sådan et lys egentlig virker.
De svingende temperaturer gav sine udfordringer. Først måtte vi kæmpe med ankeldybt overvand på søerne, og da temperaturen så igen faldt, kan vi love jer det blev en spændende skøjtetur! Av for katten, Solvej har haft ondt i sit haleben efter en tur ned af bakke og hen over vand - lige på rumpen. Andre steder bøvlede vi med åbent vand, og bekymringen for usikker is, gjorde at vi måtte lægge ud på spændende omveje over fjeldtoppe af sommerstier. Det var også her vi fik støvet kompasset af og trænet navigation i whiteout for første gang på turen. En udfordrende kombination, som afledte en vis del tårer og bandeord i flæng.
Heldigvis er januarhimlen et så overvældende smukt flammehav, at alle strabadserne næsten bliver glemt. Det kan gøre en noget nær lykkelig, at sidde på en fjeldtop og nyde den totale stilhed, imens man ser på en solnedgang i alle nuancer af orange, rød og lyserød. Og så har vi ovenikøbet haft dem helt for os selv. I to uger har vi gået uden signal på telefonerne, og uden at se et eneste andet menneske. Kun rensdyrene, ryperne og måske huldrefolket og de andre magiske væsner, har vi delt fjeldet med. Måske er det hele grunden til at vi gør det her.
Generelt var denne etape et flot og sammenhængende fjeldparti hvor vi kunne nyde den totale stilhed og isolation. Det var også en udfordrende strækning, særligt taget i betragtning af, at vi ikke kunne gå på de store vand som planlagt. Og så var det jo januar på godt og ondt - smukke farver, men også korte dage til at nå dagsetaperne. Vi stod klar hver dag når solen nærmede sig horisonten, og gik i lejr, når mørket havde lagt sig.
Nu nyder vi den store og kontrastfulde luksus på hytte, mens vi venter på at endnu en snestorm lægger sig og at vores utrænede kroppe kommer til hægterne igen (og forhåbentlig bliver lidt stærkere i processen). Humøret er højt og vi glæder os til at fortsætte over Hardangervidda!
