Etape 3 - Hardangervidda, Haukeliseter til Finse

Skiglæde og ægte vinter!

Efter et par dages tiltrængt hvile på Haukeliseter fjellstue, spændte vi ski og pulk for igen, og kæmpede os op på Nordeuropas største fjeldplateau - Hardangervidda. Et velkendt sted som vi glædede os til at genbesøge.Vi fulgtes med nordmanden Erik, der også er på vej Norge på langs - kæmpefin fyr, godt selskab, og en okse til at trække spor! At slå sig sammen med en fremmed kan hurtigt vise sig at give rødder til et nyt venskab.

Erik

Vi havde et forrygende flow over Hardangervidda, og formåede faktisk at holde tidsplanen (i stor kontrast til etapen forinden). Fra starten af turen gik vi i hård blæst og ny sne, et par tunge dage som blev til aftener, så vi fik testet at gå med pandelamper. Men blæsten gjorde også at den nye sne hurtigt blev godt pakket. Føret var fantastisk og en påmindelse om, hvorfor vi faktisk godt kan lide at gå på ski - sneens beskaffenhed har alt at sige for skiglæden! Og så var vejret med os resten af turen - det meste af tiden i hvert fald. Solvej nåede også lige at brillere med navigation i ægte whiteout - hvem har brug for GPS?

Whiteout eller storm

Undervejs på turen tog vi en nat under åben himmel, hvor vi lå og så mælkevejen tage form, ledte efter stjernetegn og så masser af stjerneskud flyve over himlen. Helt nydeligt! De små hverdagseventyr bryder op i rutinerne, hjemme såvel som på tur, og gør at man er til stede lige nu og her. For os er det de oplevelser, som vi husker særligt godt.

Åben himmel

Alt i alt var det en fornøjelse at gå over Hardangervidda. Et flot fjeldområde, relativt rolige op- og nedstigninger og flade partier, smukke udsigter (når man da kan se), og god mulighed for at træne navigation i whiteout og skitur i stiv blæst.

Læs etapebeskrivelse.