Erik sluttede sig til os igen på turen gennem Jotunheimen, jætternes land, hvor trolde og magi lurer i fjeldene. Fra Tyinkrysset gik vi op til Tyin vandet, hvor vi blev mødt af den smukkeste udsigt til Hurrungane og Falketind. Et enormt imponerende fjeldparti, der bragte tankerne tilbage til de første bjergbestigere i slut 1800-tallet som i kjole og hæle besteg Norges vildeste toppe (skud ud til “jættekvinden” Therese Bertheau), og generelt var meget sejere end os. De er en kilde til inspiration, mod og nysgerrighed på mere, når tingene bliver udfordrende - hvilket de gør.
På turen gennem Yksendalen og den sydlige del af Jotunheimen, vågnede vi med is i skæg og hår og spiste frokost i undertrøjer med solbrændte kinder - fantastisk vejr! De gode forhold gav også anledning til lange dage med godt flow, og for første gang rundede vi 30km på en dagsetape. Men selvom forholdene var gode, sled vi alle lidt med motivation og overskud på skift. Vi havde mange gode snakke om, hvorfor vi går her, hvad naturen giver og om ikke at blive blind på målet og dermed glemme turen. Vi snakkede om den umættelige sult, hvor meget udstyrs-vedligehold friluftsliv kræver, trætheden og det monotone i bare at gå - gå og - gå, på godt og ondt. Vi snakkede om det naturlige i at have dårlige dage, men at de gode gerne skal være flere - hvad er meningen ellers. Og om det usynlige pres vi har lagt på os selv, og det svære i, at vide hvor grænsen går og man evt. skal afslutte sin tur. Alt dette er også en del af at være på langtur, i hvert fald for os. Men sikke humøret kan stige med faktor 1000, når man tager sig en kl. 5 drink i solen og nyder fjeldets ro.
Da vi var igennem Jotunheimen, måtte vi for første gang i over en måned forlade fjeldet og bevæge os ned i lavlandet - en mærkelig følelse. Først et møde med danskerkolonien på skiferie i Espedalen i uge 7 med mange nysgerrige spørgsmål til pulkene (hvad er det i går med? Kan i sove i den??). Derefter gik vi på Peer Gynts Vej med mange sæter gårde og historiske vingesus - så sæt lige Grieg’s Morgenstemning eller Solveigs sang på og mærk stemningen! Fantastisk område.
Gudbrandsdalen, Vinstra, og civilisationen ventede på os for enden. På trods af mange skæve blikke til de tre tosser der vandrede gennem byen med pulke, blev vi mindet om hvor hjælpsomme folk kan være, hvis man tør spørge. Bjørn og hustru lod os sove i baghaven og bød på kaffe og historier om morgenen, ekspedienten fra Sport1, Ken Roger, skaffede et lift til vores pulke de 700 højdemeter (på asfalteret vej uden sne) op til Sulseter, hvor personalet ved Sulseter Fjellstue i sidste øjeblik gjorde et værelse klar til tre trætte tur-folk. Vi bliver igen og igen imponerede og taknemmelige over alt den hjælp som folk tilbyder os. Vi skal prøve at være lige så gode selv, og aldrig have for travlt til at hjælpe en, som har brug for det.
