I stedet for at gå op på fjeldet igen fra Folldall, valgte vi at skyde genvej gennem dalen. Dels fordi ruten var kortere, dels for at holde os nær toglinjen, så vi kunne kun nå en lille familieferie. Vejvalget blev dog meget hurtigt til vores store fortrydelse, da der kom tøvejr og regn og vi måtte sno os vej til Røros på en blanding af landrendsløyper, hundeløyper, isblanke sommerveje, grusveje, og bare marker. Rutevalget fra Tyin til Folldal og til Røros ville vi nok have gjort anderledes en anden gang - de nørdede detaljer herom kan læses i vores rutebeskrivelser:)
Men selv når humøret er i bund og alt ser sort ud, er der lyspunkter. På vores mentalt hårdeste dag, så vi 6 elge og mødte verdens hyggeligste familie der invitererede os ind på overnatning og pizza. Kæmpe tak til Einar og familie, som var så utroligt gæstfrie. Den hjælpsomhed, som folk som jer har givet os, er en af de største oplevelser på vores tur. Det er en påmindelse om, hvor utroligt givende det er både at modtage og give hjælp, og om både at huske at spørge, og tage sig tid til at hjælpe når man kan. Og så er det ikke mindst et varmt minde fra vores tur.
Ud over en masse bøvl, var der selvfølgelig også flotte og gode stunder på turen. De fine hytteområde er så norsk, som det bliver, og vi har nydt indimellem at kunne lægge kortet til side og følge ski- og hundeløjper. Vi har mødt en masse hyggelige og hjælpsomme folk på vinterferie, og fået både gode råd og hyggelige snakke med på vejen. Menneskene vi møder på vores vej er en lige så stor del af turen, som den natur vi ser.
Når det er sagt, var det en utrolig hård etape for os. Dels pga. de udfordrende forhold som vi mødte med regn og manglende sne, men også fordi vi virkelig har mærket at vi foretrække tur i fjeldet frem for lavlandet. Det er et værre bøvl med ski og pulk i byer, og slet ikke den samme følelse af frihed og afstand til civilisationen. Så fremover vil vi holde os mere til fjeldet. Men lavpunkter giver anledning til læringer - og vi har lært en masse om både os selv og hinanden på denne etape.
Den største læring har været at smide hurtigbrillerne og droppe målfeberen - det medfører bare trætte hoveder og kroppe, som har svært ved at tage gode beslutninger. Efter 16 dages tur uden pause trænger vi nu rigtig meget til at hvile. Denne etape har været en påmindelse om ikke at køre alt for hårdt på - vi skal holde længe - og huske at det er turen som er målet ikke Nordkapp. Havde det været det sidste var der lettere måder at komme frem end på ski;)