Meget kan lykkes, hvis man sætter en slutspurt ind - og det gjorde vi for at nå toget fra Røros. 20min før afgang ankom vi til byen, fik arrangeret at vi kunne lade udstyret stå på et hotel, og så smuttede vi på familieferie, og fik et afbræk fra vores langtur. Tiltrængt efter en hård uge, og utroligt hyggeligt at se nogle velkendte ansigter. Vi har nydt 5 dage med fart på langrendsskiene uden pulk, lege i sneen med børnene og ægte hvile til de trætte kroppe. Da vi sad på toget på vej tilbage til turen og Røros, var det med forventningsglæde og høj motivation selvom vi også var spændte på, hvordan det skulle gå, når vejrudsigten meldte +8 grader og risiko for oversvømmelser!
Og det viste sig selvfølgelig at være en udfordring.. Vi kom godt fra Røros og havde et par gode dage at starte ud på - men det vendte hurtigt igen. Regn og tøvejr gav tung og våd sne som klistrede i store klumper under skiene og lagde sig i kæmpe blokke foran pulkene. Tempoet faldt drastisk og vi måtte kæmpe os vej frem i de lave fjeldområder.
Efter et par dage i dette føre stod to druknede mus i en skov og var ganske modløse. De var så gennemblødte, at de ikke kunne stå stille og holde pause uden at blive kolde ind til benene, og efter at have gået i godt 10 timer, var benene helt tilsyrede og humøret slidt. Dette var langt fra den eneste våde og tunge dag denne vinter, og klimaforandringerne stirrede dem lige ind i øjnene…
Før turen forberedte vi os på at håndtere iskolde forhold ned til -30 grader, men i stedet har vi kæmpet med tøvejr og regn i både januar, februar og marts. Vi har trukket pulkene gennem mudrede marker, bare grusveje, sten-ørkener, isglatte fjelde og tung, våd, tøsne. Helt uhørt, hvis man skal tro på de nordmænd vi har mødt undervejs, der alle fortæller om den varmeste vinter de kan huske. Det slider på humør og motivation at kæmpe så meget med vanskelige forhold. Vi bliver i tvivl om det fortsat er muligt at gå til Nordkapp på ski, eller om vi har været for sent ude - om det, ligesom at kunne stå på langrend i Danmark, hører fortiden til.
… Heldigvis oplever vi igen og igen at der er lyspunkter selv når humøret er i bund. På den våde dag brugte vi en livline og ringede til fantastiske Lisbeth og Magne, der straks kom os til undsætning. De kørte os hele vejen fra Stugudalen til Levanger og åbnede deres hjem for os. De lod os lugte og rode over det hele, gav os en dejlig seng at sove i, et varmt bad, en tur i sauna, og var ekstremt godt selskab. Tusind tak for at være så hjerteligt varme og hjælpsomme og give os et smil tilbage på læben!
Så da vi vendte tilbage et par dage senere var vi fulde af gå-på-mod, og vejrudsigten bød også på klart vejr og frostgrader den næste tid. Vi hyggede os med bål om aftenen og smukke solnedgange, og kom godt fra Stugudalen til Storlien. En anden vej end den planlagte, men sådan må man jo omstille sig - der var ingen sne i Meråker, så et smut ind i Sverige var den eneste mulighed. Her gik vi over Blåhammeren, og fik en fantastisk udsigt over Sylan fjeldområdet og en skøn nedkørsel for én gangs skyld. Vi stiftede bekendtskab med Sveriges heftige krydser på ski-ruterne, og selvom de er en ægte øjenbæ, er de også ganske praktiske at følge og giver en pause fra navigationen.
Humøret er generelt bedre, men vi må indrømme at motivationen går op og ned. På dage hvor føret er dårligt og humøret udslidt prøver vi at tænke på, hvor vi kan ændre vores adfærd og vaner til det mere klimavenlige når vi kommer hjem, i stedet for at blive helt modløse. Samtidig husker vi på, hvor ufatteligt heldige vi er at opleve det her, og få lov til at kaste os ud i vores drømmeeventyr på ski, med kæmpe naturoplevelser omkring hvert et hjørne!