Efter et par gode dage i Sverige vendte vi skiene mod Norge igen. Straks vi krydsede grænsen, var der fred for scootere og stilhed i fjeldet. Vi har nydt smukke Skjækerfjella og den fred og ro her er. Næsten ingen andre mennesker, ingen mærkede ruter, bare fjeld og urskov med smukke gamle krogede træer. Det er noget helt andet end de andre steder vi har set, og vi kan kun anbefale en tur her.
Men hvad vi forventede skulle være en kort etape har trukket i langdrag. Først måtte vi lægge vejrfast i Verastue og vente på at vind og regn gav sig - for så at finde ud af det kun var et kort ophold, før vi måtte gentage dette ved Gaundalen, hvor vi er nu. Vi er blevet så forsinkede, at vi har måtte tage en beslutning: enten skal vi sætte farten op og presse os selv for at have en chance for at komme til Nordkapp, eller stoppe her og fortsætte turen en anden gang når forholdene er bedre. At tage hjem har ingen af os lyst til, men vi ved også, at hvis vi stresser frem, ødelægger det turglæden. Så vi har besluttet at gå med en tredje mulighed, og ændre målet: vi vil gå mod nord så længe sneen bærer os.
Vi er næsten ved halvvejen, og har fundet ud af at vi ikke er de eneste som bøvler med tanker om den lange vej til Nordkapp på dette punkt. Den søde bestyrer her på Gaundalen kører vist næsten en halvvejs psykolog-praksis her;)
Vi har forsøgt at nyde ventetiden, læst bøger, spillet spil, strikket og skrevet bog - og mere fornuftigt har vi brugt noget af ventetiden på at lære, hvordan vi tilpasser os forholdene. Vi har pakket beddingen væk, og i stedet pakket alt så vandtæt vi kan (en stor anbefaling til andre om at pakke alt vandtæt selv til vintertur - det er ikke særlig morsomt at spise jordslået morgenmad!). Derudover har vi imprægneret feller, hvilket vi håber vil hjælpe på de store sneklapper under skiene, og lagt ruten lidt om, så vi undgår lavland mest muligt på næste etape. Vi er så klar til at komme afsted igen, og håber bare at vejret snart vender til det bedre!
