Vinteren er ikke for alvor kommet igen, så vi er fortsat udfordret af regn og mangel på sne - men vi har efterhånden vænnet os til det;) Det gør dog også at vi bruger mere tid på hytter, end vi havde regnet med. Når både vi og udstyr er helt gennemblødt, er det altså dejligt at komme ind og få varmen. Det mærkede vi også i Børgefjell, da nogle lokale bød os to våde fjeldfolk ind i deres hytte. Vi havde gået en hel dag i byger og white-out, og selvom humøret var højt og vi havde fundet en god rytme med vores navigation, var det alligevel en meget glædelig overraskelse at komme ind. De gav øl over en hyggelig sludder om livet i fjeldet, og en seng at sove i. Og så gav de os et godt råd - FISK! Vi har ikke haft udstyr med til at fiske fordi det vejer så meget, men det havde måske været godt givet ud med en lille stang og nogen blink, så vi kunne udnytte muligheden når vi kom forbi et isbor. Det er virkelig tingen heroppe i Nordnorge, og folk kigger på os som om vi er idioter når vi fortæller at vi ikke fisker. Det må vi tage til os, og næste gang vi er i Børgefjell, lover vi at tage os tid til at fiske.
For nu måtte vi videre, og hen over Børgefjell gik det. Fantastisk smukt område viste det sig, da solen tittede frem dagen efter. Her skulle både være sneugler og fjellræv, men det så vi desværre ikke noget til denne gang. Endnu en god grund til at komme tilbage. Nedenfor fjeldet i Susendalen var sneen nærmest borte - nogen gange gad man altså godt at der var lidt færre udfordringer på vejen. Men så igen, så havde vi måske ikke mødt så mange hyggelige folk. I Susendalen blev vi igen budt ind til kaffe og overnatning, og dagen efter da vi gik og trak vores pulke langs vejen mod Hattfjelldal mødte vi Margaret fra Bjørnstad. Hun var utrolig hjælpsom og transporterede vores pulke til Hattfjelldal så vi fik en god 30 km gå tur på vores ben - uden pulk - for en gangs skyld! Det viste sig at helt nødvendigt, for der var ingen sne at trække på, på vejen til Hattfjelldal. Kæmpe tak! Vigtigst af alt lod hun os boltre os i hundegården sammen med 12 glade slædehunde - og så var alle problemerne glemt.
Selvom det er utroligt glædeligt med så mange hjælpsomme folk, betyder det faktisk også at vi ikke har været i vores telt i godt en uge. Vi savner det, og glæder os til at komme lidt højere til fjelds igen, væk fra civilisation, og ind i teltet og kosefyre.