Efter Hattfjelldal ventede det store Røssvatnet med udsigt til Okstindan, som vi brugte et par dage på at krydse før vi gik op igennem Spjeltfjelldalen til Gressvatn. Mine nye støvler gav kæmpe gnavsår, og jeg måtte tage smertestillende og sætte podcast i ørene for at holde det ud - helt uvant for en, som ellers aldrig bruger høretelefoner i fjeldet - men der skal ikke være så mange regler. Det var alligevel ikke helt holdbart, og da det trak op til stærk vind og masser af sne, brugte vi anledningen til at tage et par uplanlagte pausedage i Gressvasshytta. Vi nyder virkelig pausedagene i fjeldet, hvor der ikke er telefonsignal, og ingen depotkasser at pakke eller ruter at planlægge. Vi spiste i stedet et kæmpe bjerg af vafler foran brændeovnen og læste en god bog. Imens vi ventede faldt sneen i driver udenfor! For hvert snefnug der faldt steg humøret og troen på eventyret, og efter et par dage var fødderne næsten gode igen, og vi kunne fortsætte turen på nysne (!) en glæde vi ikke havde oplevet længe.


I løbet af de næste dage ramte langturs-flowet virkelig. Vi kunne tilbagelægge gode dagsdistancer i den nye sne, og nød at være tilbage i fjeldet og teltet igen. Det er virkelig en følelse af, at ens liv og hverdag er i fjeldet nu - rutinerne er top optimerede! Vi føler os hjemme, trygge og glade her, og dagene glider afsted i deres egen rytme. Efterhånden har vi også vænnet os til at gå i det meste vejr, og da solen blev erstattet af heftig vind og sne, gik vi stålfast videre. Men der er fortsat ting at lære. Der var sparsomt med sne i flere områder, og for at få ly for vinden satte vi derfor telt bag en naturlig terrænformation en aften, i håb om at dette ville fungere som vindmur. Det gjorde det for så vidt også, men den voksede også til tredobbelt størrelse i løbet af natten, og vi vågnede derfor til et helt begravet telt! Heldigvis klarede både vi og telt natten, og vi var glade for altid at have en spade inde i teltet så vi kunne grave os ud. Men vi har lært af vores fejl, og finder et bedre lejrspot næste gang!


Nu er vi vel ankomne til Graddis, og glæder os til at mødes med to gode venner, som går med de næste etaper mod Abisko:)