Det er som om, at når kroppen først får lov til at hvile, så bliver den 10 gange så træt og øm! Det kaldte på en ekstra hviledag i Abisko, som vi brugte på at sove ud og fikse grej.
Men på trods af grejomsorg, ramte vi efter Abisko alligevel en masse udstyrsbøvl - noget vi var pænt trætte af efterhånden. Heldigvis har tingene det med at ordne sig, og den knækkede stav blev lappet sammen, og de knækkede stålkanter på skiene blev limet så godt det lod sig gøre. I processen smuttede kniven desværre og vi måtte en tur til lægevagt for at reparere et håndled. Heldigvis kunne hånden let fikses, og vi var ovenikøbet så heldige at få hjælp af de søde ejere af Bardu Hotel til at komme til fjelds igen. Så turen kunne faktisk fortsætte allerede dagen efter! Tak til både Røde Kors, lægevagt og Bardu Hotel for at være så utroligt hjælpsomme!


Vi tog det lidt med ro dagen derpå. Selvom chokket havde lagt sig, dunkede såret fortsat, og vi var trætte efter den hektiske dag i går. Så om eftermiddagen hyggede vi os i et lille bu med at lappe handsker og spille yatzy. Derfra fortsatte turen op gennem Øvre Dividal nationalpark, over tre-rigsgrænsen og til Kilpisjavri. Det var en tur med kontraster, fra sneglefart i dyb og tung nysne til at ræse over flade vidder; fra white-out til sol og smukke udsigter; fra blæst og kæmpe lævægge til total stilhed.

Det gik op for mig (Solvej), at jeg trængte utrolig meget til at være lidt alene - nåede jeg næsten ikke havde været i flere måneder. En løsning blev at lytte til Asgeirs islandske album i min egen lille bobbel. Det passede perfekt til fjeldstemningen og hjalp flowet godt på vej, når sneen var allertungest. Så lyt lige til Asgeirs “Nýfallið regn” og drik en kop kaffe for at fornemme stemningen.
Da vi ankom til etapens mål i Kilpisjavri oplevede vi en kæmpe finsk after-isfiskningskonkurrence-fest - et stort kulturchok for to fjeldbumser som os, men også en tydelig understregning af, hvor central en del af kulturen det er at fiske. Sikke en fejring, med campingvogne langs vejen så langt øjet rakte, snescootere og fiskestænger overalt på søen, og gang i øl og fest på den lokale.
