Livet på fjeldet er ganske rutinepræget, så der er ikke så meget nyt under solen her.
Når vækkeuret ringer tidligt om morgenen (eller som nu, midt om natten), springer Lasse op for at gå på ude-do, og sætter sig bagefter og passer vandkognings- / sne-smeltningsprocessen, mens han spiser sin morgenmad og gør sig klar til dagen.
Solvej putter sig længere ned i posen og spiser i ro og fred sin morgenmad mens hun nyder en kop kaffe. Når det værste søvn er gnedet ud af øjnene, pakker hun alt vores pikpak og teltet sammen (børstet for sne og rim for at undgå fugt i grejet), og så er vi klar til at gå cirka 1,5 time senere.
Så trisser vi ellers derudad i rul af 50 min gang og 10 min pause. Det fortsætter vi med de næste 10+ timers tid, afbrudt af et par kaffe-kage pauser og en god lang frokost.
Nogle gange flyver vi afsted på et dejligt hårdt skare-lag, andre gange trækker vi dybe spor i sneen mens pulkene opfører sig som sneryddere. Alt for sjældent går vi på blå swix, og alt for ofte på feller. Nogle gange er verden helt hvid og vi må gå kompas-march for ikke at fare vild. Andre gange skinner solen, og det smukkeste landskab viser sig bag hver en top. Nogle gange er verden helt stille og fredfyldt og andre gange raser vinden.
Vi går på alt fra sommerveje og -stier, til langrends-, scooter-, og hundeslædespor, samt markerede og umarkerede vinterløjper. Men for det meste finder vi bare vores egne veje igennem fjeldet. Over toppe og gennem dale, på bække, elve og søer, i skove, og i fladt og brat terræn.
Når dagen er ved at være omme, slår vi lejren op igen. Først må sneen sintres (pakkes), et køkken og et do graves, sne smeltes, og senge redes. Nogle dage må vi bygge en lævæg for at teltet kan stå, og andre dage har vi næsten ikke brug for teltet. Bagefter sænker roen sig imens vi spiser aftensmad (der går nok liige et stykke tid før vi skal have tørmad igen), og vi kravler godt brugte i poserne, skriver lidt dagbog og ser på kortet for næste dag. Ikke længe efter klapper øjnene trætte i.
Rutinerne er nu er top-optimerede og fuldstændigt indgroede, men ind imellem trænger man altså til at de bliver brudt lidt op. Og sådan har vi haft det denne uge. Nogle dage har vi slået tidlig lejr, gravet og bygget i sneen eller hygget med udekøkken og snacks i aftensolen. En nat sov vi under åben himmel og vågnede dækkede af sne - en anden dag tog vi middagslur i en solplet på toppen af et fjeld. Nogle dage har vi gået langt, andre kort. Og så har vi sunget en masse morgensang, og drukket kl 5 drinks hver dag. Man må huske at gøre plads til de små eventyr, også i det store, så alting ikke glider helt sammen.
Derudover er vi begyndt at rykke rutinerne og de vågne timer mod natten, for at undgå at ryge for dybt ned i den varme sukkersne. Solen er efterhånden fremme døgnet rundt alligevel. Det er faktisk virkelig hyggeligt at starte midt på natten, men vi må da indrømme at trætheden også sætter sig i kroppen.
Ellers kan vi berette at Finland er ganske fladt, og at der er et stort hegn imellem Norge og Finland, som kan være ganske bøvlet at krydse. Vel tilbage i Norge er der ingen tvivl om at vi befinder os i samernes og rensdyrenes centrum nær Kautokeino. Vi har fulgt sporene fra rensdyrflytningen den sidste uge, og set både levende og døde rensdyr, og utallige rensdyr og scooterspor overalt i fjeldet.
Nu er vi ankommet i Masi, et værre hejs at komme herind med vandpassage (den havde vi ikke set komme på pulk-tur!) og skovtur i alt for tæt krat. Det blev til en ny rekord i langsomhed - 3 timer om 1 km (!). Vi anbefaler ikke at gå den vej vi gjorde, så tjek rutenoterne hvis du skal på tur her. Men ja ja det lykkedes jo i sidste ende, og i morgen får vi besøg igen til et kryds af Finnmarksvidda. Et velkendt område, og et glædeligt gensyn med Nordnorge.
